Skagen Havn ansætter ny driftschef

Skagen Havn ansætter ny driftschef

6. maj 2015

Mikal Nielsen er forfremmet fra havneassistent til driftschef.

Efter en rekrutteringsproces gennemført i samarbejde med Curia Management er det lykkedes at udvælge Skagen Havns nye driftschef.

Efter nøje udvælgelse er det blevet besluttet at ansætte Mikal Nielsen i den nye position. Mikal Nielsen er i forvejen ansat ved Skagen Havn som havneassistent, så det er reelt en intern rekruttering der er foretaget – men gennemført fuldt som en ekstern rekruttering med samme evaluering og test.

Mikal Nielsen er udvalgt blandt 20 ansøgere, og Skagen Havns administrerende direktør Willy B. Hansen er særdeles tilfreds med ansættelsesforløbet.

“Det er min opfattelse, at vi med ansættelsen har fået den bedste kandidat,” siger Willy B. Hansen.

“Der er naturligvis god synergi ved at rekruttere internt, og omstillingsprocessen bliver nemmere for stort set alle parter. Det, at Mikal Nielsen besidder en stor viden om havnens kunder og forretningsområder, vil forventeligt fra første færd være med til at skabe nemmere tilgang til driftsopgaver, og det vil også mindske opgaven med at opbygge nye netværk. Driftschefen kan dermed hurtigere komme i gang med at skabe reel værdi for virksomheden,” siger havnedirektøren.

I processen har der været 20 ansøgere, som alle er blevet screenet, og tre har været til samtale.

Mikal Nielsen har været ansat som havneassistent på Skagen havn siden 2004 og har bl.a. arbejdet med intern og ekstern kommunikation, forretningsbetingelser, kundekontakt og administrative opgaver.

Mikal Nielsen er uddannet skibsfører og har gennemført 1. del på HD erhvervsøkonomi, og han har arbejdet for en række amerikanske, skotske og norske offshoreselskaber med bl.a. rørlægning som speciale.

Som driftschef får Mikal Nielsen ledelsesansvaret for Skagens Havns tekniske afdeling, den maritime afdeling og for specialarbejderne og skal samtidig fungere som sparringspartner for den administrerende direktør.

Med en ny driftschef på plads får Skagen Havn hermed frigjort en række ressourcer for den administrerende direktør til at arbejde endnu mere intensivt med forretningsudvikling. I takt med havneudvidelsens gennemførelse kan ledelsen gå i gang med at formulere og udvikle nye visioner for Skagen Havn.

Mikal Nielsen tiltrådte sin nye stilling den 1. maj, og i den allernærmeste fremtid skal Skagen Havn således finde en afløser til den ledige stilling som havneassistent.

Skagen Havn er en aktiv erhvervshavn med fiskeri, fiskeindustri, værft og servicevirksomheder i en hovedrolle. Aktiviteter knyttet til fiskeriet er kerneområdet, der også skaber omsætning.


Administration

Telefon: +45 98 44 69 11
Fax: +45 98 44 54 45
E-mail: sh@skagenhavn.dk

Adresse

Havnevagtvej 30
9990 Skagen
Danmark

Havnevagten

Døgnvagt telefon:  
+45 98 44 13 46

E-mail: hv@skagenhavn.dk