Skagen Havn på Nor-Fishing i Trondheim

Skagen Havn på Nor-Fishing i Trondheim

16. august 2016

Kundekontakt med både eksisterende og potentielt nye fiskere er målet på Nor-Fishing i Trondheim, hvor Skagen Havn deltager på en fællesstand.

Skagen Havn deltager i de kommende dage på en fællesstand på Nor-Fishing i Trondheim sammen med Karstensens Skibsværft A/S, Skagerak Pelagic A/S, FF Skagen A/S og Jens Berg Shipping ApS. Messen afholdes hvert andet år og er en af de største fiskerimesser i verden med omkring 15.000 gæster fra 50 lande.

Willy B. Hansen, adm. direktør for Skagen Havn fortæller om havnens deltagelse:

- Vi støtter op om denne fælles indsats fra havnens side for at eksponere fiskeriets muligheder i Skagen, og hvad vi kan tilbyde dem i dag. Samtidig vil vi gerne synliggøre overfor fiskere og fiskerivirksomheder andre steder, at der en udvikling i gang i Skagen bl.a. med forarbejdet til en etape 3 havneudvidelse, der vil give fiskeriet endnu bedre vilkår med en stor landudvidelse og 750 meter ny kaj, siger han.

Messen gør det også muligt at få en god snak med de udenlandske fiskere, som allerede lander i Skagen Havn:

- Vi har ikke altid mulighed for at møde fiskerne, når de er i havn, da de kommer på alle tider af døgnet og ofte med hurtig losning og afgang. Vi kan derfor få en god og afslappet dialog med dem, som der ellers ikke er tid til i en travl hverdag. Vi satser primært på kontakten med de udenlandske fiskere her på messen, som besøges af mange svenske, norske, irske og skotske fiskere.

Skagerak Pelagic A/S har en fast tradition for at være med på messen og er igen i år repræsenteret på fællesstanden.

- Messen henvender sig naturligvis til de norske fiskere, som vi får en del råvarer fra, så vi er med for at vise flaget og få en dialog med vores råvareleverandører samt komme i kontakt med nye mulige leverandører. Det fungerer rigtig godt med en fællesstand, hvor de forskellige forretningsområder både fiskeri og serviceindustri er repræsenteret, siger Henning Jensen, råvarechef hos Skagerak Pelagic A/S.

Skagen Havn er en aktiv erhvervshavn med fiskeri, fiskeindustri, værft og servicevirksomheder i en hovedrolle. Aktiviteter knyttet til fiskeriet er kerneområdet, der også skaber omsætning.


Administration

Telefon: +45 98 44 69 11
Fax: +45 98 44 54 45
E-mail: sh@skagenhavn.dk

Adresse

Havnevagtvej 30
9990 Skagen
Danmark

Havnevagten

Døgnvagt telefon:  
+45 98 44 13 46

E-mail: hv@skagenhavn.dk