Årets største krydstogtskib åbner sæsonen i Skagen
Onsdag den 27. april modtog Skagen Havn anløb af krydstogtskibet Celebrity Silhouette. Skibet, der kommer fra rederiet Celebrity Cruises, er med en længde på 314,86 m og et gæste tal på 2.850 personer det største krydstogtskib, der anløber Skagen i sæson 2016. Celebrity Silhouette ankom til Krydstogtkajen i Skagen fra Oslo kl. 08:00 onsdag morgen og afsejlede igen mod Helsingborg kl. 17:00.

Turisthus Nords personale havde meget travlt i krydstogtpavillonen med at vejlede de mange internationale gæster. Her kunne gæsterne også få en appetitvækker til Skagen, idet Cruise Skagens medlemmer – butikker, restauranter og attraktioner udstillede i pavillonen. På kajen var Cruise Skagens velkomstteam klar til at give gæsterne en varm velkomst og Skagen guiderne til at vise dem rundt på 20 forskellige ture i Skagen området.

Skibets kaptajn udtrykte stor tilfredhed med havnefaciliteterne og gæsterne virkede trods kulde og blæst også meget glade for Skagen.

Ved afsejlingen underholdt Tordenskioldgarden på kajen til gæsternes store begejstring.

|