Stor aktivitet og gigantisk besøg i Skagen Havn – Havneudvidelsen stærkt fra start.
Helligdag, weekend, nat og dag – Skagen Havn sover aldrig – heller ikke i lørdags hvor solen stod højt på himlen og dens stråler genspejlede sig flot i havnebassinet. En god dag til travlhed.
På den seneste havneudvidelse – Etape 3, var der her fuld belægning, langs de nye kajer. På kaj 40, det 625 meter lange kajareal, lå flere fiskefartøjer til service eller for landing af fisk til FF Skagen. Ved kaj 40 lå også tankskibet Amak Swan fra Unitankers til service fra b.la. Karstensens Skibsværft.
Så ankom en GIGANT til den nye havneudvidelse. Det enorme tankskib Loch Rannoch er med dets 268 meters længde og 46 meters bredde, det næststørste tankskib, der nogensinde har anløbet Skagen Havn. Man fristes til at sige at det ligefrem passer helt perfekt ved netop den kaj, som i alt måler 295 meter. Tankskibet er på 75.526 GT og det ligger ved kaj 41 med 10 meters dybgang. Loch Rannoch forventes at ligge ved kaj en god uges tid endnu, og kan ses på tætteste hold fra molehovedet yderst på Etape 3. Der er adgang fra Strandpromenaden via Kattegatmolen, som den nye vej, langs stensætningen, er blevet navngivet.
I Vesthavnen var der lørdag ligeledes fuld fart på aktiviteterne. Ved kaj 10 havde Skagen Stevedore / MSC skibet Bianca Rambow til container operation.
På Kaj 9, Krydstogtkajen anløb krydstogtskibet IONA med besætningsskifte som det primære formål, i samarbejde med SDK Cruise. Det var IONA’s tredje anløb i Skagen og vi håber at se skibet i havnen igen i den kommende tid.
Havnedirektør Willy B. Hansen glæder sig over det store aktivitetsniveau i havnen og siger; ”Vi er glade for og stolte over at Skagen havn og virksomhederne kan håndtere og servicere, både de helt store og de mindre skibe der anløber havnen og det er godt at se, at kajerne på Etape 3 nu også bliver benyttet, som tiltænkt. Så er det, at vores investeringer bærer frugt – og det er jo præcis det, der er meningen.”